Tilbage i psykiatrien

Det var med blandede følelser at jeg satte mig ud i bilen torsdag morgen. Elefanter havde danset cancan i min mave de foregående dage og var gået over til regulære balletspring natten før. Jeg glædede mig som en gal men samtidig havde jeg det som om jeg var på vej til skafottet. For de fleste var det nok en torsdag som alle de andre torsdage, men for mig var det en stor dag. Det var dagen for min lægesamtale i lokalpsykiatrien. Der var ikke engang gået to uger siden henvisningen blev sendt og nu sad jeg altså på passagersædet og så markerne glide forbi derude bag ruden.

Jeg var i god tid. Jeg fyldte min drikkedunk med koldt vand og slog mig ned med et ”Billedblad” fra sidste år. Siderne var krøllede og den var løs i ryggen. Mange hænder havde sikkert bladret igennem den i tidens løb. Jeg tømte drikkedunken og fyldte den igen. Bare ligesom for at få tiden til at gå. Urets visere sneglede sig afsted. Men klokken blev 9.00 og ned af gangen kom en lille firskåren kvinde klædt næsten helt i sort. Hun var psykiater, forklarede hun med sin venlige stemme, der bar kraftigt præg af østeuropæisk indflydelse. Hun førte mig til sit kontor som var spartansk indrettet uden det store præg af personlige touch. Nu startede en sand strøm af hvem, hvad, hvor og hvornår. Min hjerne kom på overarbejde og flere gange måtte jeg give fortabt. Den pokkers hukommelse! Flere ting måtte forklares flere gange for at være sikker på at jeg havde fået sagt alt og for at sikre mig at hun havde forstået alt. Mange oplysninger ønskede hun at få fra mig selv fremfor at læse dem i de notater der var lavet i min journal igennem tiden. Hun ønskede at være mindre ”farvet” af de konklusioner andre var kommet til. For dét havde hun min dybeste respekt. Vi startede på en ”frisk”. Det blev ret hurtigt klart for mig at en ny vurdering ikke var hurtigt overstået. En følelse af ærgrelse bredte sig et sted nede fra min mave da hun bestilte blodprøver, EKG og andre tests i systemet. Og så var vi ikke engang nået til en handlingsplan endnu. Grundighed er ellers noget jeg sætter pris på normalt men min tålmodighed kunne af en eller anden grund ligge på et meget lille sted den dag.

… jeg gjorde klogt i ikke at tro på dem der sagde at jeg ikke kunne

Timen der var afsat, gik hurtigt. Alt for hurtigt! Afslutningen gjorde dog det hele værd. Uden at være gået i dybden denne dag kunne hun med det samme sige at der absolut intet var der pegede på en skizofreni-diagnose. Det forventede hun også at vores efterfølgende samtaler ville understrege og samtidig kaste lys over hvor udfordringerne nu lå, såfremt der var nogle.

Jeg gav hende hånden til afsked og forlod kontoret med en mærkelig summende fornemmelse i kroppen. Jeg fyldte min drikkedunk igen og satte mig i den pang-farvede sofa. Jeg var nødt til at fordøje mødet. Med hendes sidste besked var ærgrelsen blevet erstattet af en umådelig lettelse. Snart, på den anden side af denne nye udredning, vil jeg hvis alt går vel stå med et stykke papir der viser at jeg gjorde klogt i ikke at tro på dem der sagde at jeg ikke kunne. Et papir der viser at den tid og de kræfter jeg har brugt på at få det bedre, at komme i balance, har båret frugt.

Turen hjem foregik som i en døs og dagene efter blev brugt på at mærke efter. Jeg har i tidens løb lært ikke kun at fokusere på målet men også at nyde processen, vejen til målet. Det vil jeg også huske nu hvor jeg ser frem til 1-2 måneders udredning. Jeg er tilbage i psykiatrien for en kort bemærkning og følelsen er en helt anden nu end den var dengang.

Da jeg skrev at 2017 ville blive et godt år havde jeg ikke forestillet mig at der halvvejs gennem året ville være sket så meget godt så hurtigt. Lige nu handler det bare om at være i det. Jeg vil ønske Jer alle derude en helt fantastisk sommer. Gør noget godt for dig selv og mærk efter hvad det er du har brug for.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *