Tid til fordybelse

Det kan være svært at sætte sig ned ved tastaturet og få gang i skriverierne, når hovedet er fuld af tanker og idéer og planer, men her er jeg omsider og klar til at tage tråden op hvor jeg slap den. Eller ikke helt. I den tid der er gået er det gået mere og mere op for mig at det jeg ønsker at tilstræbe, ikke ”kun” er vægttab og frihed fra sygdom, men et liv i balance. For hvad er en str. 36/38 værd hvis man altid føler at man skal kæmpe på så mange fronter og ikke kan finde den ro i sig selv man så desperat behøver? Hvis jeg ikke finder roen og accepten så vil jeg aldrig føle mig god nok.

I oktober sidste år blev jeg erklæret rask i forhold til mine psykiatriske diagnoser. Det var en stor dag hvor jeg følte at jeg så resultatet af den kamp jeg har kæmpet længe. Noget andet, som jeg så småt er ved at have accepteret er at jeg aldrig vil slippe af med min sårbarhed. Jeg vil altid have mine minder, følelser og efterveerne fra tiden med stærk medicin og indlæggelser. Jeg vil altid have mine ”indre dæmoner” som vil spøge fra tid til anden. I oktober sidste år var jeg bare nået til det punkt hvor det ikke længere var dæmonerne der sad i førersædet. Jeg havde overtaget tøjlerne og forvist dem til bagsædet. Nu var det mig der skulle lægge kursen i mit liv. Ja det lyder flot ikke? For hvis sandheden skal frem så er det godt nok nemmere sagt end gjort. Til tider føles det som om jeg konstant er på overarbejde. Jeg skal hele tiden planlægge min tid og sørge for at skabe overblik. Ændringer i mit liv, hvor kærkomne de end er, skaber stress og uro i min sfære og jeg skal bruge tid på at fordøje dem. Jeg har haft meget på min tallerken allerede nu i 2018. Generelt er jeg typen der har ”ja-hatten” på og som virkelig gerne vil den gode forandring, men mit liv er nærmest kun forandring i øjeblikket. Jeg er i processen med at finde ud af hvad min fremtid skal bringe, jeg er startet op på nye kost- og motionstilbud, det evigt foranderlige helbred, jeg er mor til en (skøn) teenager og så er der parforholdet og hjemmet og alle mine drømme. Her er jeg ofte i konflikt med mig selv. Jeg vil fremad og jeg nyder alt det gode der sker, men en del af mig kan ikke følge med. Jeg er også slem til at glemme at standse op og bare nyde at være lige her hvor jeg er nu, fremfor at haste afsted til det næste punkt og punktet efter det.

Hvis nogen af Jer følger med på min Instagram har I også set at et af de sidste opslag derinde handlede om tilbagevendende panikanfald. Tunnelsyn … pulsen stiger … det summer i arme og hænder og ansigtet er følelsesløst … åndedrættet bliver hurtigere, hjertet banker derudaf og brystkassen strammer til … svimmelhed og frygten for at besvime …  ”Det er hjertet! Nu dør jeg!”… ”Det er en blodprop!” … Katastrofetanker om nær forestående død og det massive kontroltab. Hvis der sidder nogen derude der lider eller har lidt af panikangst så ved I hvor aldeles modbydeligt det er. Hvor begrænsende og udmattende det er. Desværre er angsten blevet en hyppigere gæst i mit liv end jeg bryder mig om. Jeg er dog nødt til at anerkende at den er der og at den er der af en grund. Jeg har mistet fokus og tabt mig selv i processen. Det er min psykes måde at knalde pauseknappen i bund og jeg er nødt til at lytte efter, hvis jeg vil på den anden side af det. Det er tid til fordybelse, tid til at reflektere og mærke godt efter hvad jeg har behov for lige nu. Derfor vil I også komme til at se meget mere til mig herinde. Igennem de sidste måneder har jeg skrevet ned hver gang jeg fik en idé til et indlæg, jeg tænkte var relevant. Det er blevet til temmelig mange noter og jeg glæder mig til at dele dem med Jer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *