Tanker om facader og korkpropper

Hvad du viser

Tanker om facader …

Denne gang har jeg valgt at tage fat om roden på et af de store udfordringer. Udfordringer som jeg VED at der er mange der kan nikke genkendende til. Facader! De facader der tillader os at smile selvom alt gør ondt indeni. De facader vi smækker på, de dage hvor man bare føler det hele er noget lort og bare har lyst til at gemme sig væk fra verden. Når man føler sig som det usikre barn igen der har brug for at blive holdt om og forsikret om at alt nok skal blive godt. Det er der bare ingen der gør. I stedet har man lært at sårbarhed er farlig. Sårbarhed kan udnyttes! Når man gang på gang har fået af vide at man ikke er noget værd og til sidst selv begynder at tro på det, så sker der noget indeni. Når man gang på gang er blevet skuffet, er blevet svigtet og såret så mister man tilliden til mennesker. Til verden. Man trækker sig fra det fællesskab man så gerne vil være en del af. Man trækker sig også fra mennesker som vil en det godt. Man ønsker ikke at give dem muligheden for at skuffe eller såre. Men samtidig lukker man af for den kærlighed der også er.

Livet på hovedetHvorfor tager jeg fat om det? Jo, det er en af de store ting jeg selv arbejder hårdt med, igennem terapi, at komme til livs. Når man som jeg har sat facader op igennem så mange år og har lagt afstand til mennesker, ikke har turde åbne op, så bliver det til en nærmest kronisk tilstand. En forsvars-teknik der bliver så indgroet at den kan være svær at fjerne igen. Det handler i bund og grund også om dårligt selvværd. Den indgroede tro på at man som udgangspunkt ikke er værdig til kærlighed, respekt og venskab er trættende! Det bliver til en konstant jagt på anerkendelse og en overkompensering for at bevise man er værdig til at være her. Det betyder også at næsten alt kommer til at handle om andres ønsker og behov, fremfor ens egne. En stor del af min egen kamp har da også handlet om at lære at mærke efter. Få sat ord på følelser og behov og lære at gå forbi et spejl uden at lukke øjnene. Ikke være bange for også at mærke de svære følelser. For dem er der mange af også. Vreden! Hadet! Sorgen! Forurettetheden! Først da jeg begyndte at mærke mig selv igen og tillod mig selv at føle, kunne jeg ændre mit liv i forhold til overspisningen/trøstespisningen. Maden var (og er det til dels endnu) en ventil for alle de følelser der hober sig op indeni.

Det er skide-svært! Det er supersvært at begynde på en proces der handler om at anerkende sig selv. Det med at lære at elske sig selv er som at bestige et bjerg iført stilletter! Men før man lærer at elske sig selv, respektere sig selv og kræve sin plads som menneske, kan man ikke forvente at andre vil gøre det. Der var engang en der sagde til mig: “Hvis du opfører dig som en dørmåtte, så vil andre behandle dig som én!” Det er nok lidt forenklet sagt, men der er en stor del sandhed i det. Noget af det jeg begræder allermest er at jeg aldrig har fået mig et netværk. De få venner der har været er forsvundet i takt med at jeg har skubbet dem bort. Jeg sidder nu som 34 årig og skal først nu til at lære hvordan jeg opbygger venskaber. Ærlig talt føles det lidt tragisk!

 …og korkpropper!

KorkpropDer er ingen andre muligheder, jeg må simpelthen være en korkprop! Lige meget hvor mange gange jeg kommer under overfladen så popper jeg alligevel op igen. I det sidste indlæg var jeg spændt på hvordan min scanning d. 1. december ville gå. Og den gik slet ikke! Dagen for min MR-scanning oprandt. Jeg havde været død-nervøs op til og for at det ikke skal være løgn, så havde jeg fået feber og smerter dagen før. Da jeg vågnede d. 1. december, vågnede  jeg da også med smerter. Både i hovedet og i leveren. Da jeg kom ind til scanningen gik det da også skævt fra starten af. Da jeg skulle have lagt venflonen til kontrastvæsken, kunne man ikke finde en åre at stikke i. 3 forsøg ved albuen var forgæves og en mere erfaren blev tilkaldt. Det gav ikke mere held. Til slut valgte man at tilkalde en “ekspert” fra narkosen der fik held med at ligge den på siden af hånden. På det tidspunkt havde sammenblandingen af stikkeriet, smerter og angst gjort sit for at få mig hylet ud af den. Efter en times forsinkelse blev jeg kørt ind i scanneren … ud af scanneren…. ind i scanneren. Der måtte justeres på mit leje, på plader og placering flere gange før de var tilfreds. 8 minutter før scanningen var gennem ført (ca. 45 min inde i den) måtte vi afbryde. Jeg kunne ikke holde vejret længe nok (15 sek.) når jeg skulle. ØV med ØV på! Jeg indrømmer gerne at jeg på det tidspunkt stortudede. Både af ærgrelse og udmattelse. Gik direkte hjem og gravede mig ned! Jeg har nu modtaget endnu en indkaldelse til re-scanning d. 10. december og jeg krydser hvad der krydses kan for at det lykkes denne gang. Heldigvis skulle dato for svar i Odense ikke rykkes. Jeg er opsat på at få vished inden jul.

Lidt positivt …

…skal der da sluttes af med. Siden sidst er jeg steget i tid i min praktik og det går super-godt! Jeg holder fast i træningen og arbejder på højtryk med det mentale arbejde der skal gøres. Så er det jo også december og hyggen har da også indfundet sig i det lille hjem, heldigvis.

love rikke

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *