Hvide vægge – del 3

Børsten gled med møje og besvær igennem det vindblæste hår og kinderne brændte, kolde og røde. Udenfor på altanen blafrede lagnerne uroligt i den tiltagende vind og gusen rullede langsomt ind mod kysten. Lyden af bølgernes brusen blev overdøvet af Dvoráks blide toner, der blidt flød ud af højtalerne.

Den gamle træk-ud-sofa knagede under mig da jeg lagde mig på den og lod blikket vandre henover de bulede, hvide vægge. What a crazy life! Indlæggelsen i sensommeren havde egentlig ikke hjulpet det store. Jeg var blevet sendt hjem med en medicinering der ikke fungerede og endte da også hurtigt med at sidde overfor min psykolog, med rodet hår, uden makeup og næsten desperat. Vi gik stille og roligt i gang med at opbygge en forståelse og en tillid mellem os, der forhåbentlig kunne få mig til at åbne op. For angsten var jo blot et symptom. Jer der har fulgt mig ved også at jeg bestemt ikke er fan af medicin! Lige dér var det dog nødvendigt med en form for symptombehandling på den korte bane. For at det overhovedet var muligt for terapien at hjælpe på den lange. I samarbejde med min psykiater, fandt man frem til en “cocktail” af præparater, der tog toppen af angsten og ikke gav mig for mange bivirkninger.

Hunden klynkede i søvne ovre ved spisebordet. Han havde nydt vores tur i klitterne og på stranden, men nu var hans gamle krop træt. Han nød varmen fra radiatoren og sukkede dybt. Tusmørket krøb frem fra krogene og jeg tændte et lys.

De ugentlige psykologsamtaler var hårde. Benhårde! For at komme ind til “ondets rod”, de svære følelser, måtte vi først grave os vej gennem den mur jeg havde bygget op omkring mig. Det værn jeg havde smækket op for at skærme mig selv fra Verden … og til dels mig selv. Hver eneste gang vi tog fat om en ting, rokkede ved en sten i muren, steg angsten. Mine kolde summende hænder klamrede sig krampagtigt til armlænene på stolen. Hyletonen i hovedet steg til uanede højder og truede med helt at overdøve psykologens stemme. En skarp smerte i ryggen og grus i øjnene, gjorde mig opmærksom på at vi var alt for tæt på. I starten kunne jeg slet ikke holde øjenkontakt med hende. Jeg startede ofte med at kaste op inden vores samtale startede og sluttede af med at tage turen forbi toilettet igen, med akut dårlig mave, efter samtalen. At skulle mærke efter, var forbundet med fysisk ubehag. Muren kæmpede imod.

Bing Crosbys sprøde stemme fyldte rummet. Jeg hentede sengetøjet ind fra altanen og Crosby efterlod sit hjerte i San Fransisco. De orange gardiner gled med en besværet knirken for vinduerne og lukkede mørket ude.

Trætheden vænnede jeg mig nok aldrig til. Den fysiske og psykiske træthed, der gennemsyrede hver en fiber i kroppen, efter samtalerne. I starten varede den i flere dage bagefter. Nu var den aftagende. Stille og roligt. Jeg var også begyndt at lukke hende mere ind. Min psykolog. Sten for sten. Ind i sorgen og vreden, skammen og selvhadet. Drømmene og kærligheden. Hver onsdag formiddag så jeg hende i øjnene, lod hende tage min hånd og sammen gik vi et skridt længere ind i alt det svære. Jeg fik sat ord på ting som jeg ikke troede var muligt at sige højt. I hendes øjne så jeg forståelse og medfølelse men ingen afsky eller afstand. Hun provokerede mig, udfordrede mig og stillede de svære men nødvendige spørgsmål.

I entré-spejlet i den lille gang, så et par trætte øjne tilbage på mig. Dog kunne jeg ane en anden glød i dem. Jeg rettede en smule på læbestiften. Med mod, passion og en fandens masse stædighed skal jeg nok komme igennem det. Jeg glæder mig til at lære mig selv at kende, sådan rigtigt. Uden skyld, skam og selvhad. Uden mure.

Døren gik op og en svag duft af hav og klor flød mod mig. Forbi den høje pjuskede dreng, der stod i døren. “Er du klar mor?”

Fik du ikke læst Del 1, så kan du finde den lige her …

… og hvad med Del 2 ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *