Hvide vægge – Del 2.

Julen nærmer sig med hastige skridt. Mit julepyntede køkken bærer præg af de sidste par dages produktion af konfekt og chokolade. Roen er ved at indfinde sig i det lille hjem og det må siges at stå i skærende kontrast til indholdet i dette indlæg. Et indlæg som jeg virkelig har måtte tage tilløb til længe. Hvor meget skulle jeg dele med Jer? Hvor meget kunne jeg dele for at få meningen frem men stadig passe på mig selv? Jeg researchede en del og opdagede at der var meget få beskrivelser derude jeg kunne læne mig opad. Måske var der i virkeligheden brug for at jeg turde sætte ord på, på min egen “skæve” måde. Var med til at bryde tabuet. Jeg håber at du vil tage godt imod det og om ikke andet, så anerkende det mod det har krævet at skrive det.

Hvide vægge…

Sengen knagede svagt under mig og jeg kunne mærke hvordan sveden fik hospitalsbukserne til at klæbe til mine ben, da jeg vendte mig mod væggen. De hvide væg flimrede for mine øjne og jeg lod fingrene løbe henover furerne i væggen. De lignede kradsemærker. Tre fingre passede i fordybningerne og jeg mærkede hvordan flager af maling fandt vej ind under neglene, da jeg lod dem grave sig dybere ind. Som små gravkøer!

Vi var i starten af august og det var nu over en måned siden jeg havde fået fjernet min galdeblære. Tingene var løbet helt løbsk allerede samme dag som jeg blev udskrevet. Jeg havde kun lige forladt akutmodtagelsen da det første voldsomme angstanfald meldte sin ankomst. Jeg sad ude i forhallen og rystede som et espeløv imens kvælningsfornemmelse, hjertebanken og muskelspasmer jog igennem min i forvejen godt brugte krop. Det var starten på den nedtur der fulgte. Den konstante angst og de voldsomme panikanfald. Aftenerne med Psykiatrisk Skadestue på speed-dial og nætterne med mareridt. Intet fungerede! Efter operationen var min krop ude af balance og følelsen af kontroltab gav nyt liv til gamle dæmoner. Jeg startede op på angstdæmpende medicin. Jeg var nødt til at have en “krykke” at støtte mig til. Desværre betød det også at jeg fik stort set samtlige bivirkninger der kunne opdrives. Angsten tidobledes…Mareridtene blev voldsommere og jeg følte at jeg var ved at drukne. Man tilbød mig flere benzodiazepiner for at bedøve kroppen. Sanserne. Jeg afviste! Det var jo dét der var gået galt dengang. Da alle de glemte og undertrykte traumer begyndte at røre på sig, smed man en masse bedøvende medicin efter dem. Man bedøvede dem fremfor at give de svære følelser plads. Fremfor at “se” dem! I stedet for at gribe fat om ondets rod symptombehandlede man og undertrykte alt det svære under en dyne af medicinafhængighed. Den vej ville jeg for alt i Verden ikke ned ad igen. Heller ikke selvom det betød at jeg var nødt til at “brænde sammen” inden jeg kunne få det bedre, sådan for alvor.

Jeg havde forsvoret nogensinde igen at sidde på Psykiatrisk Skadestue men ikke desto mindre blev jeg en næsten ugentlig gæst. Jeg følte at jeg smuldrede. Mit fundament slog dybe revner og angsten drev mig skiftevis i fosterstilling og ud til toilettet hvor jeg til sidst kun kunne kaste mavesafter op, da jeg stille og roligt holdt op med at spise. Jeg skulle give medicinen en chance, sagde de. Jeg skulle holde ud og så ville bivirkningerne nok mildnes eller høre op, sagde de. Når jeg steg i dosis. Det gjorde de ikke! Mørke tanker sneg sig ind. Jeg ønskede bare en pause fra de helvede jeg befandt mig i.

Jeg blev indlagt. Egentlig ikke fordi man tænkte at man kunne gøre så meget for mig men fordi de trygge rammer kunne være en hjælp, indtil der var så meget styr på medicinen at jeg kunne fungere igen. Indtil tankerne om en udvej fortog sig.

En alarm gik et sted ude på gangen og det lød som om noget blev smidt mod en væg. Vi var midt i en hedebølge, alligevel kravlede jeg ned under dynen i mørket. Alverdens dyner kunne dog ikke fjerne den isnende kulde jeg følte helt inde. Det røde nat-lys sivede ind gennem sprækken fra døren der stod på klem. Nu var der stille, på nær den højfrekvente hyletone der aldrig forlod mit indre øre. Den smukke musik fra høretelefonerne gav ingen ro og jeg besluttede at stå op. I det røde skær svævede jeg ned af gangen. Gennemsigtig. Uvirkelig. Jeg tog plads på en stol tæt på det aflåste glasbur hvor genskæret fra de tændte computerskærme kastede deres flimrende lys mod de koncentrerede ansigter derinde. Døren åbnedes og lukkedes. Kun de korte bip fra nøglekortene hørtes og næsten lydløst gik de forbi mig, igen og igen. En tanke slog ned i min trætte hjerne. Var jeg mon død? Måske kunne de ikke se mig fordi jeg slet ikke var der. Måske lå jeg stadig i min seng, kold og livløs. Jeg svævede tilbage til mit værelse, på bare fødder og faldt endelig i søvn, siddende i sengen med ryggen trygt placeret i hjørnet hvor væg mødte væg.

Dagene tog hinanden. Flød sammen til en tåge af mad-køer i kantinen, samtaler med den kontaktperson jeg nu havde fået tildelt på den vagt og en knoklen for at få det bedre. Der var en enorm ensomhed og frustration. En mur opstod mellem lægen og jeg når jeg gang på gang afviste den vanedannende beroligende medicin og jeg følte mig som et uartigt barn når jeg satte spørgsmålstegn ved den angstdæmpende medicin man stædigt holdt fast i. De sorte øjne under det fedtede hår, der stirrede tomt tilbage på mig i spejlet var fremmede for mig. Jeg kunne ikke genkende lyden af min egen stemme. Jeg blev væk.

I de tre uger jeg var der blev jeg øget i dosis, sat ned i dosis, taget helt af medicin og startet op på medicin. Det samme præparat! Èn læge ønskede mig opstartet på en anden type medicin kun for at blive overruled af en anden læge. Søsygemedicin. Kvalmestillende medicin. Smertestillende medicin. Hjemmedagene gik dårligt og da jeg kom tilbage på afdelingen besvimede jeg hen over mine tørre industrikartofler i den sparsomt befolkede kantine. Men de tre uger var også mødet med andre. Maniske, deprimerede, stemmehørende, angste, søde og skønne mennesker. I det “lort” der var vores liv i dét øjeblik, mødtes vi med humor, forståelse og en indforståethed og given plads som jeg ikke har mødt andre steder.

De tre uger havde efterladt mig endnu mere forvirret og “rodet” end da jeg kom. Jeg havde egentlig ikke fået det bedre men min seng skulle bruges af en anden …

Har du ikke læst Del. 1 endnu? Så finder du det her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *