Et år med omveje – og en glædelig Jul

Hejsa derude. Ja og rigtig glædelig jul! For jul er det lige om lidt. Tiden er gået siden mit seneste indlæg på bloggen og min teaser på Facebook. En tid der har givet mig en rigtig sund pause. Jeg skulle til at berette om en stor oplevelse i mit liv, men da jeg sad ved tasterne og prøvende slog de første ord ind gik det op for mig at det havde jeg faktisk ikke lyst til! Jeg kunne mærke at jeg havde brug for bare at være i det. Ikke overintellektualisere det, bare føle det. Være i det. Nyde det. Mærke efter. Sådan, RIGTIGT mærke efter. Det var min ting. Min oplevelse som jeg havde brug for at beholde for mig selv.  Det er jul lige om lidt og så er det snart et farvel til 2019. Et år der har budt på så mange ting, jeg ikke på nogen måde kunne have forudset. På godt og ondt. Mest af alt har det været et år fyldt med søgen efter selvindsigt. Selvindsigt, tilgivelse og et indblik i hvem jeg egentlig havde lyst til at være.  Dette godt hjulpet på vej af min psykologs langtidssygemelding. Det lyder underligt, I know! … Men da hun måtte trække stikket, fik jeg mulighed for at overgå til en anden behandler. En kvinde der på mange måder var helt anderledes. Særligt hendes måde at anskue tingene på. Hvor M. arbejdede nede i mit undertrykte følelsesregister og prikkede til mine traumer, ønskede B. at vi skulle ”angribe” mine tankemønstre først og fremmest. Det var enormt angstprovokerende og min hjerne slog sig noget i tøjret. Derfor valgte jeg at sætte mig ned og skrive en mail til B. hvor jeg fortalte hende om min usikkerhed og det kaos der var indeni. Den efterfølgende onsdag tog vi en god snak om tingene og jeg besluttede at give det nye en chance. Det var en rigtig god beslutning.

 

Der er ingen tvivl om at min tænkning kan være min værste fjende. Særligt tvivlen har været min hårdeste modstander. Tvivlen på mig selv og på mit eget værd. Af alle de rædsler min fortid har budt på, af alle de monstre der bor under min seng, de nætter hvor jeg vågner badet i sved, har tvivlen været den mørkeste af dem alle. Den dag det gav mening for mig at folk behandlede mig skidt ud fra en tanke om at jeg nok ikke havde fortjent bedre, den dag gjorde jeg den største skade på mig selv. Langt værre end volden og overgrebene og svigtene. Da de stoppede, fortsatte jeg mishandlingen af mig selv. Da mine bødler fadede ud af mit liv, blev jeg min egen prygelknabe. Jeg tillod ikke mig selv at give udtryk for den vrede jeg følte over de ting jeg havde oplevet. I stedet blev det til en accept af tingenes tilstand. Kunne jeg bare bilde mig selv ind at det var mig som menneske der ikke fortjente bedre, så gav det pludselig mening. Alting! Jeg har altid følt at jeg skulle yde 200% for at være god nok. For at råde bod på hvad det end er jeg har gjort. Af samme grund har jeg været enormt tilbageholdende med at kaste mig ud i nye ting. For hvad nu hvis jeg ikke var ”Verdensmester” første gang? Fejlede jeg ville det bare være en bekræftelse af det jeg allerede vidste: Jeg var uduelig som menneske! Når man lever under en mental dyne af ”jeg er ikke værdig”, så forstyrres den opfattelse af gode ting. Gode gerninger fra andre. Mennesker der vil dig. For skæbnen vender sig rundt og losser dig hårdt i røven når du mindst venter det. Når paraderne er sænkede og man omfavner alt det gode. Så slår den til og brøler ”DU ET IKKE VÆRDIG” i ansigtet på dig. Det er i hvert fald det tankemønstrene prøver at bilde dig ind.

Renoveringen af entréen i mit hjem.

Jeg har øvet mig rigtig meget, særligt de forgangne seks måneder. Jeg har udfordret min usikkerhed. Jeg har ladet mennesker komme tættere på mig end jeg har gjort længe. Jeg har kastet mig ud i nye ting. Udfordret min angst og min selvopfattelse. Det har også gjort at jeg har rykket mig mærkbart. Et eksempel er renoveringen af vores hjem. Jeg havde fysisk kvalme den dag jeg indvilgede i at tage mig af fuldspartlingen af væggene. De første mange gange blev efterfulgt af nervøse ”Er det godt nok det jeg har lavet? Hvad synes du? Sig din ærlige mening, jeg kan tage det!”, når kæresten kiggede på resultatet. Kunne han ikke finde noget at kritisere, det kunne han sjældent, så fandt jeg det selv. ”Jeg er ikke tilfreds med det stykke herovre. Se! Det er alt for tykt/Skævt/ujævnt etc.” Når jeg gik i gang, røg kæresten ofte i flyverskjul for at undgå mine implosioner af ”Jeg kan heller ikke finde ud af en skid! Jeg er uduelig! Du må lave det om” ofte fulgt af gråd af raseri og frustration. Senere da jeg igen var over væggene, fyldtes jeg af en følelse af stolthed. I fucking made this! Det var ikke længere ”Hvad synes du? Er det her ikke skævt hva?” nej det var ”SE lige hvad jeg har lavet!” Jeg havde svært ved at være i mig selv. Trippede spændt som et andet barn der stolt fremviste en flot tegning for sine forældre. Det var da ikke perfekt, resultatet altså. Men det var faktisk helt okay. Jeg er ikke professionel håndværker. Jeg er en kvinde og husejer der ved hvert eneste strøg og hvert eneste sving prøvede at kaste kærlighed og omsorg i det gamle hus der danner rammen om mit liv. Om min families liv.

Jeg udfordrede også min usikkerhed I sommers da jeg satte mig på et fly, svedende og rystende, og fløj over vandet der adskiller Danmark og England for at møde den far jeg aldrig har kendt. En vild beslutning og ikke mindst en vild oplevelse. Men mere om det i et andet indlæg.

Det super-charmerende hotel vi boede på i Dalton-In-Furness

 

Et opgør med tankemønstre er også ved at forandre min selvopfattelse, stille og roligt. Når jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg nu ikke kun en svag kvinde. En kvinde der bukker under for overmagten ved enhver given lejlighed. Foran mig i spejlet står nu også en kvinde der på trods af de slag livet har givet, har formået at rejse sig igen hver eneste gang. De øjne der til tider kan udtrykke den dybeste smerte og fortvivlelse, udtrykker også kærlighed og håb. Passion og liv! En tro på det gode der også er derude. I det kaos der har været mit liv, er jeg ikke endt som en forrået bitter kvinde. Tværtimod! Jeg begynder at fornemme den kvinde jeg i virkeligheden er. Hende jeg har lyst til at være. Men dér i spejlet ser jeg også et barn. En lille pige der virker fortabt og forvirret. Det er også hende jeg har øvet mig i at tage mig af. Nu, endelig, langt om længe! Når tingene ikke lige går som planlagt så er det hende jeg giver en peptalk. Når hun mister fodfæstet og føler sig forkert, så er det hende jeg giver et åndehul, kærlig omsorg og et trøstende ord.

 

Alt i alt har 2019 været et vildt år. Tingene er ikke gået helt som forventet og ofte er jeg nået frem til de bedste oplevelser og bedste fremgang via skæve og snoede genveje.  2020 bliver nok ligedan, hvis jeg skal give et forsigtigt bud. Ikke desto mindre glæder jeg mig helt vildt til at tage hul på et nyt år. For nu vil jeg ønske jer alle sammen en helt fantastisk glædelig jul. Må det være en højtid fyldt med kærlighed og nærvær sammen med de mennesker du holder allermest af.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *