En morgentur i januar

Jeg trådte ud i den endnu mørke morgen. Regnen silede ned og jeg trak hætten op over hovedet. Himmel og jord stod ikke i ét og der var endnu ingen grund til at skynde på Noa, men det regnede tilpas meget til at min støv-grønne vinterjakke hurtigt ville antage en dybere, mere skidengrøn lød. ”Terroristen” luntede afsted ved siden af mig, under sit sorte vinter-dækken. Da de første tunge dråber ramte hans snude, fnøs han som for at sige:”jeg længes efter foråret”. Jeg delte hans skepsis. Hen ad fortovet hørte jeg kun lyden af mine egne sjappende skridt og regnens trommen på taget af en ældre bil, der nok sidst var blevet vasket før første nedlukning. Den gamle jernlåge jamrede en smule, da vi gik igennem den og lukkede i efter os med et smæld. Januar havde intet tilbage af efterårets charme, det gyldne løv på jorden eller følelsen af opbrud. Ej heller vinterens bløde dyne af sne. I stedet gravede støvlerne sig ned, i lige dele rådnende blade og mudder.  Landsbyen virkede i det hele taget trøstesløs, under de tunge grå skyer. Regnen der faldt, var af den slags, der kun kunne falde i januar. Hver dråbe medbragte et lille ekko af mørke dage, lange nætter og en længsel efter lyse tider. Gruset knasede under fødderne da vi nåede den lille sti, der førte ned mod åen, forbi den gamle kirke. En fugl skræppede op, sikkert forstyrret af ”Terroristens” tilstedeværelse, og jeg kiggede op. Kirkespiret tårnede sig næsten faretruende op over os og tegnede sig utydeligt, mod den antracitgrå himmel. En råge skreg sit hæse skrig ud i morgenen, lettede fra kirkens tag og flaksede forbi. Der hvor stien slog et sving, slyngede åen sig hidsigt afsted og kastede sig ind mod kanterne, hvor den dansede videre i finurlige hvirvler. Dage fulde af sne, slud og regn havde fyldt den til bristepunktet. De tunge regndråber, der ramte vandoverfladen, lignede til forveksling orme, der kastede sig rundt i en fortvivlet dødskamp, ud og ind imellem hinanden.

Jeg havde længe forsøgt at skrive et nyt indlæg til min blog. Ja, endog flere. Hver gang ramte jeg en mur, efter de første par linjer. En massiv indre modstand, fik min hjerne til at gå i baglås. Med ét føltes det alt for privat at dele mine tanker, mine oplevelser og mine planer. Det var som om jeg havde brudt en andens dagbog op og nu delte ud af de private tanker og følelser, der befandt sig i den. Utallige gange var jeg gået fra tasterne til skriveblokken. Alt for ofte blev ord til kruseduller og mere end én blyant knækkedes i arrigskab og frustration. Indtil jeg en dag stoppede med at prøve. Nogle gange tænkte jeg på om ikke jeg blot skulle lade mig synke ned i mismodets sump. Sætte mig på en halvtom café, kun oplyst af enkelte støvede lamper og drikke mig både blind og vanvittig, i uanede mængder af Absint. Uden syn ville jeg derefter naturligvis være nødt til at hyre en af nattens fortabte sjæle, Elise, til at føre pennen for mig. Elise der kendte alt til ulykke og svære kår og derfor førte pennen, med det helt rigtige udtryk af længsel og fortrydelse. Efter nætter hvor gulvet stille blev fyldt med tætskrevne ark og dage blev fyldt med druk og hor, ville vi til slut lægge os på de knirkende fjedre i den mølædte seng og tage vores sidste åndedrag sammen. På gulvet ville man finde fantastiske værker af den slags der var skrevet med de helt rette mængder mismod, vanvid og snert af håb. Det var tillokkende… eller det havde det været hvis ikke det lige havde været for Absinten og det der med at dø. Mine smagsløg var bestemt ikke fan af Absint og jeg var elendig til at håndtere en ordentlig brandert. Døden kom til os alle men der var ingen grund til at skynde på ”Manden med leen”. Ja, det var da heller ikke fordi det der med blindhed virkede specielt tillokkende. Hvad vanviddet angik, så havde jeg levet længe nok og oplevet nok til at vide at vanvid kunne have sine fordele. En smule balance og realitetssans var dog at foretrække. Der var måske i virkeligheden en mening med at min muse havde forladt mig og havde forvandlet min hjerne til en karikeret udgave af Gollum, der vogtede min tanke-ring med hård hånd. Med tiden forsvandt den dårlige samvittighed og præstationsangsten. Den har endnu ikke vist sig.

I det forgangne år havde jeg rykket mig en del på flere fronter og det var en fornyet lyst og snert af fandenivoldskhed jeg nu følte. Jeg havde oveni indset at med en hjerne så kringlet som min, kunne jeg ikke forvente at den ikke ville protestere, når jeg forsøgte at presse den ned i kasser, hvor den ikke hørte hjemme. Derfor vil eventuelle læsere nok også opleve en anden tilgang og tone i mine indlæg.

Jeg vendte tilbage til virkeligheden og trak “Terroristen” væk fra pølen af opkast, ved siden af den regnvåde træbænk ved åen. Som så mange gange tidligere, havde en af byens utallige forpinte sjæle taget plads på bænken og forsøgt at dulme sin smerte, med uanede mængder billig vodka. Mon det var lykkedes for en stund, inden giften blev for meget for hans indvolde og hans mave da sendte det retur i kaskader, ud i en ensom aften-eller nattetime? Jeg vidste det ikke. Det var dog næppe en passende morgenmad for en hund. Stien drejede væk fra åen og ind i skoven. Herinde dæmpedes lyde og larm, på trods af det manglende løv. Der var dog kun ringe beskyttelse fra elementernes rasen. Skovens dufte slog imod mig og min fod gled på den fedtede bakke bag pavillonen. Når de tunge regndråber slap træernes grene og småkviste, så det ud som om de alle vippede anklagende fingre ud i tomrummet mellem sig. J’acuse! Hvem den eller de stakkels anklagede var, vidste jeg ikke. Hvis der overhovedet var nogen. Indimellem havde jeg mennesker mistænkt for at målet i sig selv var anklagen. Muligheden for at rase og skabe opstand, uden egentlig at kende ”fjenden”. Hvorfor skulle træer være så forfærdeligt anderledes? “Terroristen” trak hovedet op fra den bunke blade, han øjeblikket forinden havde taget hovedspring i. Han havde fundet den skat han var ude efter og ivrigt gnaskende, kiggede han ganske veltilfreds på mig, med halvt lukkede øjne. Det var sikkert en lort! Det var lidt tankevækkende at det for nogle arter var ren lykke at finde en smagsprøve, på et andet dyrs aftensmad fra dagen før, mens Verden end ikke var nok, til at tilfredsstille andre.

Jeg havde mange idéer til blog-indlæg, efter et år med Covid-19, et farvel til psykiatrien og fornyet selvindsigt. Måske skulle jeg skrive om fællessang? Om den søde Philip Faber og alt det positive ved at synge sammen derude i stuerne? Eller måske bare om at jeg efter et år med jævnlig fællessang næsten ikke fik en klump i maven og kvalme længere? Dog var der fra tid til anden stadig sange der hensatte mig til minder om lange hvide gange, krampagtige anfald af lige dele angst og rædsel og depressionens malstrøm. Et uundgåeligt faktum, når både Psykiatrien og DR’s ”Fællessang hver for sig” havde en forkærlighed for Højskolesangbogen. Der var nok at tage fat på og jeg har til stadighed en tro på, at læseren derude vil have forståelse for, at det forgangne år lige så stille drysses på bloggen, lidt ad gangen.

Mine fødder havde selv fundet vejen hjem, de ramte nu fortovet og forcerede inden længe cementtrappen i rolige skridt, i modsætning til ”Terroristens” vilde spring. Januar-regnen slog over i hagl, der som små insekter, bed i kinderne og på de handskeløse hænder. Jeg greb om dørhåndtaget. Jeg var klar til dagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *