Den frygtelige dejlige mad

Tricker-warning: følgende indlæg indeholder beskrivelser af selvskade og spiseforstyrrelser der kan virke provokerende på nogle mennesker.


Regnvejr, en kølig vind fra den åbne dør, en svag summen fra laptoppen foran mig … jeg trækker vejret helt ned i maven og fingrene begynder langsomt at taste. Jeg sletter. Taster igen, bremser mig selv og sletter halvdelen af den sidste sætning. Det er svært at vælge de rette ord. Ordene som yder følelserne retfærdighed. Jeg har taget tilløb til dette indlæg så længe at det næsten er blevet til den her lille hårde bold nede i maven, der vejer tungere og tungere. Indimellem har jeg tænkt at jeg skulle lade være. Bare lade det ligge i bunken af ”bagage” jeg har slæbt med mig hele livet, som en fange med jernkugle om benet. Det vækker mange følelser at tænke på og endnu flere at skrive om. Det er angstprovokerende og det vækker skam og skyld og en følelse af svaghed. Jeg hader hvad det gør ved mig og jeg hader dets forsøg på at være min lille beskidte hemmelighed. Derfor bryder jeg tavsheden, kaster et lys ind i mørket hvor skyggevæsnerne bor og håber i mit stille sind at åbenhed og eksponering vil tage magten fra dem. Jeg trækker igen vejret helt ned i maven et par gange og …


… jeg har haft et had/kærlighedsforhold til mad lige så længe jeg kan huske. Ikke engang et had/kærlighedsforhold men vel egentlig nærmere et kaotisk forhold baseret på ensomhed, angst, selvhad og en søgen efter tryghed. I folkeskolen blev jeg drillet af de store drenge. Jeg stak ud med mit røde hår, togskinner på tænderne, mit buttede udseende og temperamentet og så var jeg en bogorm. De blev ved med at råbe efter mig i skolegården, på gangene og når jeg skulle forbi den lange gang hvor de store klasser var. Jeg var sjov at drille for blev de ved længe nok blev jeg gal og råbte tilbage efter dem. Men indeni gik jeg lidt i stykker hver gang de råbte skældsord efter mig. Jeg begyndte at undgå skolegården og gik gerne omveje for at undgå at skulle i nærheden af deres klasseværelser. Selv-had og selv-lede havde jeg allerede nok af uden at de behøvede at påpege mine ”fejl”. Jeg kendte dem selv alt, alt for godt. Madpakken hjemmefra blev tømt i skraldespanden i klassen når der ikke var nogen der så det. Drikkedunken blev fyldt op igen og igen med vand som jeg tømte for at holde sulten fra døren. Nogle af dagene altså. Andre dage gik jeg ud i ”frugtboden” når køen var væk. Jeg købte brød og lakrids … (særligt de her snegle lavet af brød, kender du dem? Dem var jeg særligt glad for.) … til at brødføde en mindre hær og mumlede: ”øh ja det er altså ik’ til mig selv, jeg køber til flere i klassen også” som hun sikkert ikke troede på alligevel. Med posen i hånden sneg jeg mig ud på toilettet og åd og åd som afhang mit liv af det, alt imens tårerne piskede ud af øjnene på mig. Jeg hadede mig selv og jeg hadede det jeg var i færd med. Men jeg hadede ikke fornemmelsen af en godt fyldt mave og den søvnighed der fulgte. Det var som et varmt kram. Indimellem blev jeg siddende på gulvet mellem de glinsende, indtørrede pytter af tis som ingen gad tørre op efter sig. Jeg slumrede hen og missede en time. Der skulle tages tilløb til at se verden i øjnene igen, med dens nederlag og ydmygelser…


… Jeg tager en slurk af den lunkne kakao, der står på bordet foran mig. Lyden af regnvand der drypper ned fra tagrenden, finder vej gennem døren. Dryp… dryp… dryp… Hyletonen i hovedet er blevet mere markant uden at jeg har lagt mærke til det. Den går hånd i hånd med angsten, som Don Quixote og hans tro væbner Sancho Panca. Jeg hader den men af et godt hjerte. Hyleriet er en advarsel til mig om at der er noget der er svært. Angstprovokerende! Jeg ved at det er tegn på stress-niveauet der stiger. Denne gang er jeg også forberedt på det, det er en stor opgave jeg har givet mig selv. Mine tanker vandrer og prøver at finde et nyt fikspunkt …


… Sådan gik det længe. Det blev ”normalt” at veksle mellem overspisning og faste. Maden blev en god ven når livet var svært og en frygtelig fjende. Spisningen blev en måde at straffe mig selv på. Hver eneste gang andre svigtede mig eller sårede mig, tog jeg det som tegn på at det var min skyld. At jeg ikke var god nok og at jeg ikke kunne forvente andet.  Det blev en måde at skabe kontrol i mit liv. Min OCD tog også til og jeg fyldte mit liv med ritualer. Jeg kunne ikke udholde at folk skulle se mig spise. Jeg kunne føle deres øjne på mig og forestillede mig at de kunne se hvor ulækker og svag jeg var. Derfor begyndte jeg at smugle mad med ind på værelset. Oftest var det søde sager men også brød og morgenmadsprodukter. Udadtil kunne jeg klare hele Verden men indvendig var jeg bare en lille pige der befandt sig i konstant fosterstilling med armene skærmende slynget om mig selv…


… jeg holder en pause mens jeg gnider mine tindinger. Spændingerne inde bagved er mærkbare og jeg lukker øjnene mens jeg skyller den sidste kolde kakao ned med en fornemmelse af at det sætter sig fast i halsen…


… Mit værelse var et ”skatkammer” af brugt service, madrester og emballage. Myrerne gjorde snart deres indtog når ikke muggen var kommet først. Når jeg spiste og i minutterne bagefter havde jeg det godt. Det var et tiltrængt varmt kram. Men så kom kvalmen, gråden og den enorme skam. Indimellem kunne jeg proppe mig så meget at jeg kastede op. Det var en god følelse. Ikke det at kaste op men den trøst der lå i at vide at det så ikke satte sig som fedt på min krop og ville gøre mig endnu mere grim og ulækker. Jeg prøvede også at fremprovokere det. To fingre i halsen … det virkede ikke. At spise noget der fik mig til at kaste op … det virkede heller ikke. Jeg var helt og aldeles en fiasko! Ikke engang kaste op kunne jeg finde ud af! …


… jeg kan mærke grus i øjnene og jeg føler mig tung i kroppen. Hjernen arbejder hårdt. Jeg væder min tørre mund med en tår vand. Kom så lille hjerne, vi kan gøre det her…


… I stedet blev mit liv endnu mere fanatisk. Jeg kunne leve af 3-4 bananer og masser af vand om dagen i dagevis mens jeg cyklede på motionscyklen i timevis nede i mit halvmørke kælderværelse. Det varede dog ikke ved. Andre dage gemte jeg mig under dynen hvor jeg frådede i slik og chips og kage og … og… og… mens jeg plukkede hår ud af min hovedbund eller stak mig selv med knappenåle. Mareridtene tog til. Den sønderlemmende smerte og billederne af vold, svigt og overgreb flashede forbi mit indre blik. Jeg hadede min krop, jeg hadede mig selv og jeg hadede min egen utilstrækkelighed…


… Jeg snupper en Kleenex fra vindueskarmen og fanger tårerne før de rammer tastaturet. Shit hvor er det hårdt at sætte ord på og det er næsten endnu hårdere ikke at blive ramt af selvkritikken og slette det hele igen. Jeg lukker øjnene og lytter til solsorten der synger sine viser ude i haven. Bare et øjeblik, ellers mister jeg modet…


… Da jeg blev ungarbejder i Brugsen i den lille by hvor vi boede, eskalerede det yderligere. Jeg havde opdaget afføringsmidler! Jeg havde droppet tanken om at kaste op men her var der pludselig en anden mulighed for at rense mig selv for det jeg proppede i mig. Afføringsmidlerne var håndkøbsmedicin og ingen spurgte. Når jeg alligevel sad ved kassen, var det nemt at slå nogle pakker/glas ind og betale for dem, mellem kunder. Jeg husker tydeligt mine arbejds-weekender. Der var som regel altid rundstykker, snegle og basser i overskud. Når jeg gik fra til min formiddagspause, købte jeg hurtigt 3-4 rundstykker og måske en basse. Tog dem med ud på det lille toilet ude på lageret, proppede mig med dem til jeg næsten ikke kunne få vejret og skyllede efter med en 4-5 piller og en kakao. Jeg lærte at time det så godt at jeg kunne nå hjem inden mavekramperne begyndte. Det er utroligt hvad en krop kan vænne sig til og stille og roligt købte jeg mere og mere effektive midler og spiste flere og flere ad gangen. Jeg kan næsten mærke det i kroppen bare ved at huske tilbage. Den let sødlige smag af de små tabletter når jeg, helt uden væske, slugte dem efter et anfald af overspisning. 1…2…3…4…5…6…7…8…9…15…18…20 nåede jeg op på ad gangen. Det er sindssygt at tænke på. Min krop skreg og alt gjorde ondt. Når der ikke længere var mave-og tarmindhold den kunne komme af med så flød blodet. Inderst inde vidste jeg godt at jeg ødelagde mig selv men blodet fortalte mig at jeg succesfuldt havde udrenset hele mit system. Her var der endelig noget jeg kunne finde ud af. Jeg vidste dog godt at jeg måtte stoppe med pillerne, efter en tid der havde budt på flere besvimelses-anfald og blackouts.  I stedet fortsatte sulte/overspise-ritualet og min OCD og angst tog til…


… Min mave brummer uroligt og katten slår efter en spyflue, der bliver ved med at forstyrre hans søvn. Jeg kigger de sidste linjer igennem. Det er gået lidt stærkt og stavekontrollen har sat sine fede blå streger under flere ord. Det er som om min hjerne er rendt tør. Jeg ved godt at der er mange andre episoder og ting jeg kunne fremhæve, men er egentlig okay tilfreds med det jeg har skrevet ned. Dog er der en ting jeg ikke har berørt endnu …


… I årene der fulgte fyldte jeg mit liv med overspisning og usunde kure. Jeg blev god til at skjule det kaos der var indeni og byggede kønne facader og luftkasteller. Samtidig prøvede jeg at gøre oprør mod den måde at leve på. Min vægt var efter dødsfald og utroskab steget til næsten 170 kilo og jeg var helt bogstaveligt ved at spise mig selv ihjel. En del af mig havde givet op. En del af mig havde sluppet tøjlerne helt og ladet de indre dæmoner trække mig under. Jeg gik i stykker da jeg ikke længere kunne undertrykke alt det jeg og andre havde budt mit sind og min krop. Jeg har skrevet flere indlæg om den kamp der fulgte med nedture, diagnoser og valget mellem at leve eller dø, så det vil jeg ikke dække her. Maden og det med at træffe de gode, sunde beslutninger er for mig et dagligt tilvalg. Jeg har allerede tabt mig en del og det glæder mig men gør mig samtidig også hundeangst. Jeg giver jo afkald på mit panser. Jeg vender ryggen til en ”god ven” der har været der for mig i mange år, når jeg fravælger kagen, chipsene og slikket nede i butikken. Det vækker en følelse af styrke men samtidig også en sorg. Så er der trangen! Gad vide om den nogensinde helt forsvinder? Jeg tror det ikke. Jeg kan mærke at det ”gipper” i mig når jeg på apoteket skal hente medicin og blikket falder på afføringsmidlerne bag disken. Det giver et sug i maven når jeg skal hente et rugbrød ved bageren og jeg får øje på Kajkagerne eller basserne, som jeg kunne spise snesevis af dengang. Jeg skriver ”dengang” med et vist forbehold, for de svære følelser er der jo stadig. Dem der resulterede i spiseforstyrrelserne. Dem der resulterede i selvskade og OCD’en. Det er først nu i en alder af 38 år, der bliver taget hul på den byld. At jeg deler traumer og følelser med et andet menneske. En tålmodig psykolog, der sammen med en mild dosis angstdæmpende medicin er mit heppekor i kampen for at gøre mig fri af de skyggevæsner, der har pint og plaget mig i så mange år…


… For jeg er færdig med at skamme mig og jeg er færdig med at nøjes krummerne fra de riges bord. Jeg ved ikke hvor mange år jeg får på den her Jord og jeg kan ikke gøre ret meget ved de første 38. Men jeg vil kæmpe med næb og klør for at få det allerbedste ud af de sidste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *