Den forbandede angst

(dette indlæg har været en uge undervejs, Rom blev ikke bygget på én dag 😉 )

Så blev jeg for alvor ramt af angst igen. Den urolige, trættende og uforudsigelige angst. Krampegråd i fosterstilling mens hjertet hamrer derudaf, stresshormonerne raser i kroppen og hjernen mod al fornuft får skabt en tro på nær forestående død. Jeg havde ellers forsvoret nogensinde igen at sidde en sen aften på psykiatrisk skadestue, opløst i gråd og snot og vente på en læge, fordi jeg ikke magtede at være i mig selv. De ord måtte jeg tage i mig en nat i starten af maj, hvor mit bæger lige pludselig flød over. Jeg havde også forsvoret nogensinde igen at sluge så meget som én eneste Benzodiazepin, ikke desto mindre sad jeg dagen efter hos min egen læge med en recept i hånden på det forhadte præparat.

Jeg vidste at vejen der lå foran mig, var noget med at føle mig frem og lære mine grænser at kende, ”Learning by doing”. Jeg har måtte sande at man i sådan en proces indimellem famler i blinde, med risiko for at overskride grænserne. Jeg erkender blankt at jeg ignorerede stopskiltet og konsekvensen ramte som en hammer. Kontant afregning ved kasse 1. I bund og grund ved jeg jo godt hvad der gik galt. Det er så her at jeg kan vælge at ærgre mig, føle mig ramt og lægge mig ned ELLER se det som en læringsproces og acceptere at man ikke kan udvikle sig uden også at begå fejl. Så fremfor at slå mig selv oven i hovedet og se mig selv som værende en fiasko, har jeg valgt at se det som et ”bump” på vejen. Et møghamrende modbydeligt bump fyldt med kontroltab, mørke tanker og begrænsninger, men ikke desto mindre et bump. Derfor sidder jeg lige nu og venter på i dag at komme til 1. samtale i psykiatrien, næsten uden følelsen af fiasko men dog med en snert af skuffelse.

Jeg har gjort mig mange tanker om hvorfor kæden hoppede af i denne omgang. Jeg skulle egentlig ikke lede længe efter svaret. De sidste måneder har være præget af forandringer. Gode forandringer men stadig forandringer, der pustede til min usikkerhed og som udfordrede den tryghed der lå i kendte vaner og tankemønstre. Der var kommet et større fokus på mit fysiske helbred, jeg var ved at finde ud af hvad jeg gerne ville med mit liv i fremtiden og jeg købte en scooter og forsøgte at udfordre min utryghed i trafikken. Jeg satte større krav til mig selv og oveni det hele fik det dårlige selvværd lov til at råbe højest. Følelsen af at skulle yde 200% for at gøre det godt nok. For at slå til. Usikkerheden. Jeg glemte at have fokus på distancen jeg har tilbagelagt og fortabte mig i vejen foran mig, der syntes uoverskueligt lang. Efter min afslutning ved psykiatrien var jeg blevet kastet ud i et vakuum hvor jeg endte med at føle mig en smule fortabt. Vildfaren. Der var stadig usunde tankemønstre der skulle arbejdes med og ikke mindst mit eget selvbillede, men den del strandede lidt på forhånd, da jeg kunne se frem til en ventetid ved psykolog på 8+ mdr. Jeg tabte tøjlerne lige så stille og roligt, næsten ikke mærkbart, nu sidder jeg så her.

Det er egentlig forkert at skrive at jeg blev ramt af angst ”igen”. Angsten har aldrig forladt mig. Jo mere overskud jeg har haft, jo mere blev angsten trængt i baggrunden, jo mere mistede angsten magten. Den har dog aldrig veget fra min side. Ængstelighed og vagtsomhed har været gode venner når det kom til at beskytte mig i situationer og relationer, hvor andre har ønsket at ramme mig. Et forsvarsværk hvis fornemste opgave var at beskytte mig mod det mørke, der truede med at erobre mit sind og min krop. Men hele tiden at føle at jeg skal forberede mig på alt dét, der kan gå galt (hvor urealistisk det end måtte synes) tapper min energi. At over-tænke og over-analysere har føltes som en nødvendighed men i virkeligheden har det fjernet den glæde og den lyst, der også er nødvendig for at nyde livet. På det punkt er jeg splittet. Et sted indeni mig er der en lille pige med en stor nysgerrighed og en boblende lyst til tilværelsen og en tro på at livet og verden også er forbandet smukt. Hun drukner desværre for ofte i de tunge formaninger fra de altid aktive ”parader”, der hvisker at det er farligt. At det er ondt og at det ikke kan stoles på. At leve sit liv efter ”Murphys lov” er ikke at leve. Det er at eksistere! Lige nu føler jeg mig fanget i angsten. En tilstand hvor jeg hyperventilerende og muskelkrampende frygter døden mere end noget andet og samtidig er bange for livet.

Jeg har dog ikke mistet modet helt. Jeg ved at den næste tid vil kræve megen egenomsorg og at jeg giver mig selv plads. Plads og ”lov” til at være sårbar. Jeg har skåret ned på projekterne og forventningerne og bruger min tid på at lande i mig selv. Gøre de ting jeg ved vil gavne mig lige her hvor jeg er nu. Det indbefatter blandt andet den omsorg jeg viser min krop gennem fysioterapeutiske behandlinger, der løsner op for de smertende spændinger der låser den. De henvisninger jeg har fået til en grundig gennemgang af mit helbred og det at fylde min hverdag med smuk musik. Mærke den glæde og forløsning der ligger i at danse rundt, hvirvle rundt i stuen “like nobody’s watching”. Den boblen jeg mærker når jeg synger kendte og selvopfundne sange for mig selv. Solskinsdagene i græsset under havens løvtag og lyden af rislende vand fra søen. Jeg har haft så stort et fokus på opgaven ”at acceptere mig selv” (… og måske endda elske mig selv) at jeg har glemt at gøre det i praksis. Jeg har brug for at favne mig selv i den ensomhed der ligger i angsten lige nu.

Jeg hedder Rikke og jeg har angst! … og ved du hvad? Det er okay. Noget har aktiveret den del af min psyke der mener at jeg er sårbar lige nu og skal passes på. Nu er det så min opgave, kærligt og med overbevisning, at forsikre den om at jeg er okay. På vej et godt sted hen og klar til at træde ud i det ukendte, uden at bukke under af den grund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *