De hvide vægge – Del 1

Skyggerne danser hen over den hvide væg for fodenden af hospitalssengen. Hjertemonitoren summer svagt og kaster sit kolde lys ud i rummet der henligger næsten i mørke. Tre hjerter banker roligt på skærmen, næsten i takt, imens det fjerde har kastet sig ud i en fyrig tango. En alarm går et sted ude på gangen, døren rykkes op til værelset ved siden af og tangoen ophører brat.

Kvalmen kommer i bølger. Øjenlågene er tunge. Alt for tunge. Jeg har ikke lyst til at åbne dem. Iltslangen sender næsten uhørligt sit lindrende indhold ud et sted oppe i min udtørrede næse. Hvad fanden gik der galt?! Jeg havde jo næsten fået styr på angstanfaldene, der havde styret mit liv i starten af året. Det gik jo meget bedre efter ”Kardiologisk afdeling” havde undersøgt og frikendt mit hjerte for de smerter og andre symptomer jeg oplevede. Men så begyndte de nye smerter. Denne gang i maven, under ribbenene. En trykkende og brændende smerte. Jeg forsøgte at slå det hen, det måtte være angsten der igen spillede mig et puds. Det blev dog ved og nu ligger jeg her i en hospitalsseng på ”Akut Modtagelsen” i Esbjerg.

Døren går op og en lille buttet sygeplejerske med et venligt ansigt bøjer sig over mig. Hun smiler til mig men hendes øjne udtrykker bekymring. ”Hvordan går det med dig? Lidt bedre?” Jeg slikker mine tørre sprukne læber og mumler noget om en slem kvalme. Hun måler min temperatur i øret og tilbyder mig lidt vand. ”Jeg finder mere kvalmestillende til dig. Du ser også ud til at have brug for lidt smertestillende. Den narkose var godt nok en hård omgang hva’?”

Døren smækker i. Tre store plastre på min krop vidner om den nyligt overståede operation. Den var kaput og betændt. Min galdeblære altså. Som en anden markvej var den fyldt med sten og grus og væggene var fortykkede. Det var dét lægen havde kaldt det. Den havde i virkeligheden nok egentlig ikke virket i et godt stykke tid og mine levertal var helt skæve, fortalte lægen mig imens han så alvorligt på mig over læsebrillerne og bemærkede mit opsvulmede ansigt.

Det hele var foregået som i en døs men smerterne var meget virkelige. Det samme var tankerne. De næsten uudholdelige tanker der kørte i ring. Der var jo noget galt! De havde sagt at det var angsten der spillede mig et puds. At det var ”stress-mave”. Jeg havde virkelig forsøgt at overbevise mig selv om at sådan var det. Men der var noget indeni mig der var sygt. Noget der ikke virkede. Noget der gjorde mig syg! Hvad med de andre fornemmelser jeg så havde? Hvad var angst og hvad var reelt? Kan jeg overhovedet stole på noget af det jeg mærker mere? Kan jeg stole på mig selv?

Jeg mærker først tårerne der triller ned ad min kind da sygeplejersken, med det venlige ansigt, tørrer dem bort og blidt stryger mig over håret. Jeg falder taknemmeligt i søvn da morfinen fra droppet strømmer ud i blodbanen og for en stund lukker ned for virvaret af tanker. For angsten.

En skærm kaster sit kolde lys ud i natten og tre hjerter danser en rolig vals hen over den, næsten i takt. Et sted ude i mørket nærmer en sirene sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *