Identitetskrise – sikke et voksent ord

Det er længe siden jeg har givet lyd fra mig. Jeg har indimellem sat mig ned med computeren og stirret på det tomme dokument og den der evigt blinkende cursor. Jeg har måske fået skrevet nogle få ord, indimellem hele sætninger, men så er jeg gået i stå og har egentlig ikke rigtigt haft noget at skrive. Det virkede bare alt for banalt og alt for ”jeg-skriver-for-at-skrive-og-ikke-fordi-jeg-egentlig-har-noget-på-hjerte” agtigt. Som fyldstof! Det er ikke fordi der ikke er sket en masse i mit liv, for det er der. Jeg har nok bare haft brug for at være i det fremfor at sætte ord på det.

Indre følelsesmæssig stress!

Det er en dræber for alt positiv udvikling, i mit liv i hvert fald. Jeg har haft så meget fokus på at nå fra A til B og på ”udvikling, udvikling, udvikling!” at jeg ikke har formået at have mig selv med i det. Mit liv har været som et tog hvor jeg har skovlet bunkevis af kul i ovnen så toget har taget fart og så er jeg skvattet ud af vinduet undervejs. Det har jeg de sidste måneder været nødt til at forholde mig til. Det har været en tid præget af frustration men også en fa’ens masse selverkendelse. Et kig indad! Et kig på hvem jeg egentlig er. Det er som udgangspunkt sundt men har så også resulteret i noget så ”voksent” som en identitetskrise. For hvem er jeg egentlig når jeg ikke længere er hende ”den tykke pige” og hende med alle ”skruerne løs”? Når jeg bare er mig, Rikke og ikke alle mine udfordringer? Når jeg stopper med at være en undskyldning for mig selv og begynder at kræve min egen plads i verden? For det er den vej det går, med hastige skridt. Alt det ”fodarbejde” jeg har lagt i projekt ”Rikkes hjerne” giver pote og tingene bliver nemmere for mig. At skabe struktur i mit liv og i min hverdag bliver nemmere. Der er sat en ganske kompetent færdselsbetjent på det trafik-kaos jeg alt for længe har haft i hovedet. Skizofreniens manglende filtre og det evige tankemylder. Jeg kan mærke et andet og mere helt menneske titte frem inde bag ved alt det rodede. En kvinde der er ligeglad med hvad folk tænker når man går ned i byen mens man nynner eller fløjter, en kvinde der prøver at gøre sig fri af de lænker der alt for længe har været med til at definere hvem hun er. Det er for mig et bevis på at jeg er kommet langt. Når jeg kan mærke hende titte frem og gøre opmærksom på sig selv er det næsten berusende. Endelig mærker jeg for alvor selv en forandring, de store og vigtige slag der er vundet i min egen indre krig.

MEN! …

… (ja det er næsten lidt tarveligt ikke? At der er det dér trælse men.) med forandringerne kommer der også en anden udfordring. Identitetskrisen! Selvom man går og bilder andre og nok især sig selv ind at udseende og sygdom ikke definerer hvem man er på et eller andet plan, så har jeg fundet ud af at det ikke er sandt. Bevidst eller ubevidst påtager vi os en eller flere roller. Roller som vi kan være tilfredse eller utilfredse med men som på hver deres måde giver os et fast holdepunkt. En form for tryghed. Jeg troede at jeg smed offer-rollen for længe siden. Det gjorde jeg også til dels men kun den bevidste offer-rolle. Når sandheden skal frem så har alle mine udfordringer givet mig en slags tilhørsforhold og indimellem også undskyldninger. Undskyldninger for ikke at forlade min comfort-zone mere end jeg hidtil har gjort og undskyldninger for at acceptere tingenes tilstand. Acceptere tilværelsen og de ting jeg i bund og grund var utilfreds med. Det gjorde også at jeg svigtede mig selv. Det er én ting når andre siger ”du er syg, du kan ikke gøre for det” eller ”du er syg, vi forventer ikke noget af dig”, det er noget helt andet når man bliver bevidst om at man selv gør det. Man kommer ingen vegne når man protesterer mod ting man ubevidst selv bruger som en dyne. Erkendelsen og opvågnen har gjort ondt, mere ondt end jeg egentlig tør indrømme og det har efterladt mig med massevis af spørgsmål. For der kommer en dag, indenfor en overskuelig fremtid, hvor min psyke og jeg er blevet enige om tingene. Hvor det er mig der sidder i kuskesædet med tøjlerne og vælger vejen. Hvor min vægt ikke længere gør at jeg skiller mig ud og ikke længere hæmmer mig. Hvor den der ret fantastiske kvinde der titter frem nu, endelig tager bolig i mig. Jeg vil glæde mig til den rejse vi skal ud på sammen. Hvor jeg er fri til at lære hende grundigt at kende og rigtigt, sådan for alvor, kan indtage den plads som jeg ved at jeg fortjener.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *