I F***ing did it!

 

Halløj med Jer derude. Det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst har skrevet og det er der mange grunde til. Kursus, udfordringer i familien og (nok vigtigst af alt!) en ny udredning ved psykiatrien. Som du nok har gættet så er det det sidste punkt jeg vil fortælle lidt om her. Det har været en hurtig, intens og overraskende proces og jeg har været fyldt op af tanker og trætheden har været enorm. 6 gange 1½ time intensivt forløb hos psykologen. Dybdegående tests og interviews der udfordrede hjernen så meget at jeg kunne tude af træthed bagefter … hvis det ikke var fordi at jeg var alt for træt til det. Jeg gav det alt hvad jeg havde. Kun på den måde kunne jeg sikre mig at det billede der blev tegnet af min tilstand var retvisende.

Henvisningen til en ny udredning blev lavet på baggrund af mit ønske om at få mine diagnoser opdateret. Jeg har længe ment at diagnoserne skizofreni, angst og depression ikke længere var gældende, men hvad så? Det skulle den nye udredning vise.  Havde jeg et håb om at blive diagnosefri? Absolut men jeg turde ikke håbe på det.

Jeg kom overraskende hurtigt til. Lægen og jeg lavede henvisningen om mandagen og allerede sidst på ugen lå der en indkaldelse til samtale i lokalpsykiatrien ugen efter.  Ved samtalen blev der sammen med psykiateren lavet en ”slag-plan” for hvad der skulle ske. Det var lidt vildt. Det var lidt skræmmende. Ret skræmmende faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg har levet med mine diagnoser i snart 10 år og nu udfordrede jeg dem og vidste ikke hvad der ville komme til at ligge i den anden ende. Jeg var ikke rigtigt forberedt på den usikkerhed jeg kom til at føle under udredningen. Alle ”hvis nu”-erne der kom til at spøge i mit hoved. Det fyldte om natten og det fyldte om dagen. Det var hårdt at skulle ind og mærke efter når jeg blev stillet alle de spørgsmål om tanker og følelser og oplevelser, tirsdag efter tirsdag.

Torsdag for 14 dage siden var så sandhedens time. Efter 6×1½ time var alle spørgsmål stillet og nu havde juryen voteret. Jeg sov ret dårligt natten før, primært pga. de mutant-sommerfugle (på størrelse med elefanter) som var gået bersærk nede i maven. Så kom svaret jeg så længe havde drømt om men ikke turde håbe på. Det jeg så længe har arbejdet så hårdt på at opnå. Det jeg havde ofret blod, sved og tårer på … mest tårer. Vi gennemgik testene en efter en. Han tilføjede de kommentarer han havde og afventede mine. Da vi var nået dem alle igennem, kiggede han på mig fra sin side af bordet og smilede. ”Rikke, den her grundige undersøgelse har altså slået fast at der er et fravær af dine tidligere diagnoser. Du har altså ikke længere skizofreni, angst eller depression.” jeg følte at jeg døde en lille smule der. Det var som alting bare stod stille. Alle lyde forstummede. Tiden blev pauset lige der i dét sekund. Det var som om selve Universet holdt vejret sammen med mig. Psykologen havde gennemgået resultatet med psykiateren og de var enige om at der heller ikke var andre diagnoser som passede på mig. De problematikker jeg har tilbage er de ting som jeg har med mig i bagagen af oplevelser, traumer og deraf følgende mangel på tillid og behovet for kontrol. Meget forståelige problematikker som jeg helt sikkert kan bedre eller helt fjerne igennem samtaler med de rette fagpersoner (psykolog og CSM-Odense). Men psykiatrisk var jeg altså … Rask!

Jeg husker knap nok resten af samtalen eller hvad jeg spurgte ham om. Det foregik nærmest i en døs. Jeg havde ikke forventet at jeg ville slå flik-flak og huje i vilden sky men bestemt heller ikke den tomhed som nu opstod indeni. Dengang jeg fik af vide at det ikke var cancer jeg havde i leveren og at jeg altså ikke skulle dø, blev jeg lettet. Der faldt nærmest en sten fra hjertet. Men nu hvor de diagnoser jeg havde arbejdet så længe på at acceptere og leve med (og så mange kræfter på at kæmpe imod!) ikke længere eksisterede var der i stedet for lettelsen en tomhed. En følelse af ”hvad så nu?” Måske det tager tid at acceptere og vænne sig til et liv uden diagnoser på samme måde som et liv med? Jeg er jo ikke blevet ”problemfri” sådan over-night men den her tunge ”skizofreni-label” er væk. Lige meget hvor meget man kæmper imod så tror jeg ikke at man kan undgå at identificere sig en smule med sin diagnose. Særligt når den er så markant.

Nu skal det her lige bundfælde sig (der er jeg sleeeet ikke endnu!) og så er det fremad og opad … Hold nu kæft det er stort. Crazy, fantastisk, vildt og voldsomt S T O R T !

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *