Hvem så lige dét komme

2016 har på mange måder været et hårdt men godt år i forhold til min personlige og psykiske udvikling. Ofte har det føltes tungt men når jeg indimellem har fået ro nok på til at stikke næsen op af hekse-kedlen, kan jeg godt se at der er sket en rivende udvikling.  Mere skidt er det så desværre gået med helbredet og vægttabet. Efter en umotiveret vægtøgning tilbage i februar/marts, som affødte flere dages indlæggelse, har det været undersøgelse på undersøgelse. Samtale på samtale og prøve efter prøve! PCOS med kraftige blødningsforstyrrelser, smerter i led og nerveforstyrrelser blev det resultat man kom frem til. Normalt pøser man hormoner på for at få skabt balance, men pga. lever-adenomerne er det ikke en mulighed og gode råd har været dyre. Jeg valgte at betale for et forløb hos en klinisk diætist, der desværre ikke gjorde mig hverken klogere eller lettere. Så trænede jeg, så trænede jeg ikke. Så skruede vi op for kcal, så skruede vi ned for kcal. Så skruede vi op for stivelse og så fjernede vi stivelse. Det kom til at fylde alt for meget i min bevidsthed og jeg lod mit humør følge nålen på vægten, hvilket ofte resulterede i nedtrykthed. Hvorfor pokker ville det ikke som jeg ville! Jeg gjorde jo det rigtige. Da jeg en dag klagede min nød til min søde læge kiggede hun på mig og spurgte mig om jeg havde overvejet en fedme-operation.  Det måtte jeg blank erkende, at det havde jeg ikke. Det var jo ikke en løsning for folk som mig der godt vidste hvordan man tabte sig og gjorde alt det rigtige. Men hun fortalte mig at de også var for folk som mig, hvor kroppen til stadighed modarbejdede vægttabsprocessen. Hun mente desuden at jeg med al tydelighed havde bevist at jeg var så stabil psykisk at det ikke ville være et problem. Så vi satte i gang! En henvisning blev sendt og jeg modtog snart efter, en indkaldelse til samtale ved Endokrinologisk afsnit i Esbjerg.

Samtalen

hvalen12Er jeg den eneste der har moret mig lidt over at Endokrinologisk og Baratrisk afsnit ligger i det der hedder “Hvalen” på Sydvestjysk Sygehus? Jeg forestiller mig at der engang har siddet nogle planlæggere og snakket om hvilket dyrenavn man skulle give den afdeling. En af dem har pludselig fniset som en anden skolepige og har slynget: “Hvalen!” ud i rummet. Det var vedtaget med det samme! Ha ha, nå men det var et sidespor. Altså! Jeg indfandt mig på “Hvalen 1” en fredag eftermiddag og vil da blankt erkende at jeg var dødnervøs. Jeg havde forsøgt at forberede mig hjemmefra og havde læst en masse om fedmeoperationer.  Men jeg havde slet intet at være nervøs for. Efter at sygeplejersken havde målt værdier og vejet mig blev jeg kaldt ind til lægen. Han var en af de der læger der nærmest har en aura af ro og tålmodighed omkring sig. Hvis han havde travlt, hvilket jeg er sikker på at han havde, så var det ikke noget han lod sig mærke med. Jeg kunne da også mærke skuldrene komme ned fra ørerne og pulsen falde til ro. Han slog fra starten af fast at jeg opfyldte kriterierne og lyttede derefter opmærksomt til det jeg havde at fortælle. Om mit eget syn på mit liv og min sundhed, om de tabte 50 kilo, om stilstanden, om alle de ting jeg havde forsøgt mig med og hvor mine udfordringer lå. Han fortalte mig derefter at han forestillede sig at jeg ville få stor gavn af en såkaldt Gastric Sleeve. Ved den operation går man ind og reducerer mavesækkens størrelse med 85% men piller ellers ikke ved noget. Det må siges at stå i kraftig kontrast til Gastric Bypass hvor man går ind og reducerer mavesækken men også flytter på tarmene. Vægttabet efter en Sleeve var stort set det samme som ved Bypass men der var ikke de samme udfordringer og risiko for senkomplikationer. Jeg gik meget afklaret fra samtalen og der var ingen tvivl i mit sind om at det var den vej jeg ville gå.

gastric-sleeve-bypass

Saxenda

For at kunne blive godkendt til og undergå en “fedmeoperation” skal man tabe 8% af sin vægt. Ligeså meget for at vise at man kan, men også for at reducere fedtet omkring de indre organer, så kirurgerne bedre kan komme til. For at hjælpe mig med at smide de 8% og for at give mig oplevelsen af hvordan den øgede mæthedsfornemmelse ville føles, ville lægen starte mig op på Saxenda. Det er et præparat der skal injiceres 1 gang dagligt med en gradvis øgning af dosis og det virker på den måde at det påvirker de hormoner der sender signal om at man er mæt. Jeg har nu været på Saxenda i 10 dage og jeg må sige at det har været en oplevelse. Jeg bliver aldrig fan af at skulle stikke mig. Jeg når at overtænke mens jeg gør pennen klar og det ender som regel med at jeg sidder og “skal tage mig sammen” inden jeg får det overstået. Det er ikke slemt, men det kan blive kørt op til en hel masse oppe i hovedet. Så er der det der med dosis. De fleste der får Saxenda følger den “normale” plan fra Novo. Først en uge på 0.6, så en uge på 1.2, en uge på 1.8 osv. til man efter 5 uger har nået fuld dosis på 3.0 mg. For mit vedkommende hed planen: 2 dage på 0.6 mg, 2 dage på 1.2 mg. osv. til jeg nåede fuld dosis. Jeg er nu på 2.4 mg. og kan heller ikke sige mig fri for at være ramt ind i bivirkninger på vejen. Den værste er oppustetheden og den ekstremt dårlige ånde! Når de andre kunder i El-giganten begynder at kigge sig om efter det stakkels dyr der har lagt sig til at dø bag vaskemaskinerne, fordi man (ganske ufrivilligt) kommer til at slippe en lille bøvs, så bliver det lidt af en udfordring. Den manglende energi, den øgede livvidde og tvivlsomme odeur af rådne æg er dog indtil nu (jeg er på 2.4 mg) en tålelig bagside af medaljen for mig. (Jeg kan ikke udtale mig på mine omgivelsers vejne!)  Jeg kan mærke en lille effekt nu efter 10 dage, jeg bliver hurtigere mæt men endnu har der ikke været noget bevis på vægten. Jeg ville nu altså gerne kunne vise bare lidt resultater når jeg skal kontrolvejes i Esbjerg d. 31. oktober.

saxenda

Jeg kan blive helt træt når jeg tænker på alle de jern jeg har i ilden lige nu. Jeg er blandt andet startet op i det længe ventede gruppe-terapi forløb på Freja-centret som forhåbentlig skulle arbejde en del mere med de psykiske aspekter af den personlige udviklingsrejse jeg er på. Men det vil jeg berøre i et helt andet indlæg. Jeg har fundet min fred med at en Gastric Sleeve er vejen frem for mig. Dog havde jeg ikke set dét her komme da jeg startede ud med bloggen her. Så i forhold til at italesætte psykisk sygdom, overvægt og min egen personlige rejse, er det nu også blevet til en ”af-tabuisering” af og åbenhed omkring ”fedme-operationer” Det griber om sig må man sige!

love rikke

 

Gem

Gem

Gem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *