DØ Væmmeligboer!

Photoshoppet HijabSom nogen af jer ved så besidder jeg et stort ”hjælpe-gen”. Mit hjerte brænder for at hjælpe dem der har eller har haft det svært, om det så er mennesker eller dyr. Jeg har i tidens løb måtte prøve mig selv af og prøve flere ting af for at finde et niveau hvor jeg kunne hjælpe og give uden at give for meget af mig selv. Det niveau fandt jeg sidste år hos ”Venligboerne”. Det er som sådan ikke nogen organisation, mere en masse uformelle grupper rundt om i landet, som har gjort det til et af deres formål at tage godt imod flygtninge der kommer til landet. Vi tager ikke stilling til hvor mange der skal ind i landet, hvem der skal ind i landet etc. Det handler i al sin enkelhed om at lette mødet mellem kulturer. Hjælpe dem med at komme på plads og hjælpe med helt lavpraktiske ting så som at skaffe en seng og lignende. Det kan også være bare at være der. At lytte til de ting de har lyst til og behov for at fortælle. Det handler ofte om de ting de har oplevet og set i deres hjemland og i deres søgen efter en ”sikker havn”. Det kan være et knus, øve dansk, finde ud af hvordan man betaler en regning, hvad er de forskellige varer nede i Netto og hvordan lever man og tænker man i Danmark. Det har været en dejlig måde at hjælpe andre mennesker på men som med meget andet, er der ofte en bagside af medaljen.

Flygtninge og udlændingedebatten har raset som en sand orkan de sidste par år. Tonen er blevet grovere og grovere med tiden og højrenationalismen har vist sit grimme ansigt. Det har jeg personligt måtte sande efter ubehagelige henvendelser fra mennesker jeg ikke anede hvem var.

Det begyndte i det små med privatbeskeder på Facebook. Det gik hurtigt fra ”du er dum” til ”Dø perkerluder!” og ”Landsforræder!” her kan du se et par stykker af dem: beskederI starten prøvede jeg at finde ud af hvorfor folk var så vrede (og ubehagelige) og jeg forsøgte at indgå i en dialog. Det måtte jeg dog hurtigt opgive. Jeg fandt ud af at de her mennesker, der gemte sig bag fiktive profiler, ikke ønskede dialogen men blot at sprede had og frygt. I stedet begyndte jeg at tage ”bloker” knappen i brug. Grovere metoder blev taget i brug af mennesker som begyndte at sende mig billeder af mit hus taget fra Google Street View, med teksten ”Jeg kan se du har malet vinduer og skiftet dit stakit siden dette billede blev taget!” Jeg modtog også billeder og andre grafiske fremstillinger, billederne af mig i photoshoppet Hijab samt fyren i galgen er blot et par eksempler.  Så kom opkaldene i de sene aftentimer hvor man ved at true mig og min familie forsøgte at få mig til at stoppe med at hjælpe flygtninge. tlfopkaldSom sagt, desværre, en rigtig kedelig bagside af medaljen og da en person i mit netværk søgte Venligboere med den type oplevelser,som havde lyst til at deltage i et interview omkring det, meldte jeg mig. Ikke for at klage min nød eller brokke mig, men for at vise hvad der sker rundt om i det skjulte.

Interviewet i magasinet “Føljeton” kan du læse lige her

Jeg havde med vilje valgt ikke at være anonym. Det var vigtigt for mig at det jeg havde at fortælle, også havde en vis pondus og at folk kunne forholde sig til det. At stå frem med navn og billede gav det jeg havde at fortælle, en vis aura af alvor og seriøsitet. Det var en fredag ”Føljeton” bragte interviewet og om mandagen væltede det ind med beskeder. Fra interesserede journalister og fra mennesker som overvejende roste mig for interviewet, for at stå frem og som klappede mig på skulderen og bad mig blive ved med at prøve at gøre en forskel. Jeg havde slet ikke forventet den respons på min deltagelse i “Føljetons” artikel men tilsyneladende havde alle andre også et ønske om at få skabt fokus på chikane og trusler mod Venligboere. Det var fantastisk! DRp4syd kontaktede mig og ønskede et kort interview i et af deres indslag den dag. Jeg indvilgede men var ærligt talt ved at gå til af dårlige nerver op til. Emnet var jo brandvarmt, ville jeg være forståelig og yde det retfærdighed?!  Ville jeg dumme mig på live radio? Det var hurtigt overstået og gik egentlig okay. Derfor var jeg knap så nervøs da Radio24syv ønskede et live tlf. interview i deres program ”Reporterne”. Jeg var blevet sat i udsigt at det ville dreje sig om 5-7 minutter. Det endte med at blive næsten 20 min. og omfatte en snak med en vred nordjyde, der mente at jeg skulle snuppe en ”tudekiks”. Jeg havde dog intet ønske om at skælde ham ud eller skabe konflikt og da dét gik op for ham, lød det som om at han fik skuldrene ned fra ørene. Det var en sjov oplevelse at få lov til at sætte ord på men selvom værten var utrolig sød og selvom interviewet gik okay, var jeg brugt bagefter. Da jeg lagde på kunne jeg mærke at samtlige muskler i kroppen var spændte og dirrede. Shit! Jeg havde lige løbet en mental maraton dér!

Hør indslaget fra Radio24syv lige her

hangman

Siden er det blevet til artikler i BT og Lokalavisen.dk…

Læs artiklen i BT lige her

Læs artiklen i Lokalavisen lige her

…og en større artikel i Jyske Vestkysten. Det har dog været enormt vigtigt for mig at mærke efter og hele tiden sikre mig at jeg lå på den rigtige side af mine personlige grænser. Grænserne for hvad jeg kunne rumme og overskue. Det har blandt andet betydet et nej til at deltage i Tv2 Nyhederne og Go’aften Danmark, samt at give flere interviews til aviserne. Det kunne da helt sikkert have været spændende at være på tv også men jeg kunne mærke at det ville være for meget. Det ville kræve personlige og mentale ressourcer som jeg på nuværende tidspunkt ikke har. At sige nej til at deltage i de ting viste mig dog på den anden side også, ganske positivt, at jeg er begyndt at lytte mere til mig selv og mærke efter hvor mine grænser går.

Jeg ved at der er nogen der sidder derude og tænker: Hvorfor søren er du Venligboer når du selv har så meget at slås med?! Og svaret er ganske enkelt. Det giver mig så meget at hjælpe andre om det så bare er i det små. Det er noget jeg vokser af og for en stund glemmer jeg listen af udfordringer jeg selv har. I det her møde med mennesker oplever jeg en varme som også styrker mig. Jeg skal hele tiden passe på ikke at give for meget af mig selv og det er en øvelse som jeg bliver bedre og bedre til. Og så er det bare ikke en mulighed for mig ikke at hjælpe andre. Jeg ønsker at sætte mit fingeraftryk på verden ved at forsøge at gøre en positiv forskel for andre. Hvor lille eller hvor stor den forskel så end måtte være.

love rikke

Gem

Gem

Gem

Gem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *