At blive valgt til og den svære kamp der langt fra er vundet

Hej derude. Ja det bliver et lidt dobbelt indlæg denne gang. Fyldt med både positivt og negativt! For en god ordens skyld tager jeg det lidt i kronologisk rækkefølge. Lige for tiden sker der bare meget i mit liv. Både godt og skidt. De kendte rammer bliver rykket rundt på og jeg skal hele tiden forsøge at tilpasse mig nye udfordringer. Det i sig selv kan være ganske sundt men for mig er det bestemt også angstprovokerende og for at sige det rent ud, så fucker det med min hjerne at prøve at finde min plads. Hele tiden at omdefinere hvem jeg er i takt med at jeg ændrer mig og i takt med at mine muligheder ændrer sig. Jeg ved godt at der er skrevet tykke bøger om mennesker der bruger hele livet på at finde ud af hvem de selv er og det er også en spændende rejse er jeg sikker på, når man har en form for fundament at foretage den rejse ud fra. Når man først skal til at skabe fundamentet og først i voksenårene skal definére sig selv i en positiv kontekst, ja så er det altså bare svært. For ikke at sige Møg-svært! Men lad mig tage det fra en ende af:

Jeg blev valgt til og ikke fra!

Overskriften siger det hele. Jeg er nu så velfungerende og mestrer mine psykiske udfordringer så godt nu at jeg i samarbejde med kontaktperson og psykolog valgte at tage det næste skridt. Jeg meddelte kommunen at jeg følte mig klar til at prøve kræfter med arbejdsmarkedet. At jeg nu følte mig så klar at jeg havde mod til at springe ud i en virksomhedspraktik der både ville udfordre mig socialt og i en faglig kontekst. Hvor det skulle testes hvor meget jeg ville kunne klare at være “på”. De kunne ikke få armene ned og det blev besluttet at en konsulent ville gå i gang med at kigge efter det helt rigtige sted. Jeg var til møde med en virksomhed og havde besluttet mig til at forholde mig neutralt efterfølgende. Jeg ville ikke håbe på noget for så kunne jeg ikke blive skuffet. Hvis de valgte en anden end mig så ville det være okay for det var vigtigt at vi var det helt rigtige match. Seriøst, hvem forsøgte jeg at snyde! Da min søde konsulent ringede til mig ugen efter og oplyste mig at de havde været så positive og gerne ville se mig til praktik-start i november, havde jeg svært ved at få armene ned. Følelsen af at være blevet valgt til og ikke fra, som jeg så tit har oplevet, var ny men så skøn. Et eller andet måtte jeg jo have gjort rigtigt. Samtidig skabte det også en utryghed. Nu er jeg pludselig så langt at jeg skal prøve kræfter med det og til at definére hvad min rolle ude i verden kan komme til at blive. Det lyder måske underligt men der ligger en form for tryghed i at jeg har kunnet identificere mig med det at være syg i så lang tid. Det var en rolle der gav mig nogle rammer jeg kunne bevæge mig trygt indenfor. Jeg har kæmpet og arbejdet så hårdt for at ændre tingene men nu hvor jeg står på dørtærsklen til at skulle finde en identitet der rækker ud over det at være syg, ja så melder angsten sig. Jeg glæder mig usigeligt til at komme i gang, det bliver et helt nyt kapitel jeg skal tage hul på. Et nyt spændende men også svært og trættende kapitel.

Jeg er blevet “Venligboer”!

Jeg har besluttet at fylde mit liv med kærlighed og positivitet og øve mig i det sociale. Derfor er jeg også sprunget ud som “venligboer” i den lokale forening. Formålet er at hjælpe, støtte og tilbyde venskab og varme til de flygtninge der kalder Vejen kommune for hjem nu, efter at være flygtet fra krig og ødelæggelse. Det var en overvindelse af de store at springe ud i dette nye og ukendte, men jeg har ikke fortrudt det på noget tidspunkt. Jeg har mødt nogle helt fantastiske mennesker på tværs af kulturer der alle besidder gåpåmod,

Venligboerne

initiativ og ønsket om at gøre en forskel. For en gangs skyld føler jeg at jeg passer ind. Jeg har altid næret et ønske om at redde hele verden men for en gangs skyld er jeg tilfreds med at kunne gøre det ét menneske af gangen. Det er utroligt hvor stor en forskel et smil, en hilsen og det at møde folk hvor de er, kan gøre for et menneske. Jeg kan kun på det varmeste opfordre alle jer derude til selv at gøre en forskel. Måske ikke som “venligboer”, men i dagligdagen. Det kan godt være ham der står foran dig i køen ikke lugter særlig rart og ikke ser for sund ud, men send ham et smil og en hilsen. Det kan være den ting der lige gør forskellen for ham den dag. Smil til folk på din vej, vis dem at du ser dem på en positiv måde. At de findes og at du har set dem. Der skal så lidt til i en verden hvor folk ofte er sig selv nærmest.

Jeg kan ikke rumme mig selv!

Eller, det kan jeg en stor del af tiden, men det sidste stykke tid har det været hårdt. Billedet viser de barske beviserbeviser på en ødelæggende livsstil med overspisning og trøstespisning som er så svært at holde under kontrol. Jeg har ramt i et hul, den initiativløshed og modløshed der desværre er et symptom på min skizofreni-lidelse har tynget ekstra meget den sidste tid. Det er i og for sig ikke noget nyt, normalt har jeg bare kræfter til at arbejde udenom den. Holde mig selv i gang på en positiv måde. I weekenden gik det helt galt. Hvornår det skete at jeg følte jeg ikke havde kræfter til at kæmpe mere ved jeg ikke, det skete bare. Da først én negativ tanke fik lov at komme op til overfladen, væltede resten med. Og følelserne! Selvhadet! Fortidens spøgelser dukkede op et sted dernede og begyndte at gnave løs af min sjæl. Trætheden kom væltende. Jeg kunne ikke holde ud at blive rørt ved. Det gjorde ondt på den der ubeskrivelige måde hvor øjnene ikke kan græde og munden ikke sætte ord på, men sjælen føles som om den bliver flået i tusinde stykker. Hvor man mister fodfæstet og håbet og giver op. Overspisningen giver ingen form for lindring eller velvære men man bliver syg af det. Man bliver kvalm, får ondt i maven og hovedpine. Et fysisk ubehag der tager fokus lidt væk fra den psykiske smerte. Men den kommer jo bare tifold igen, ledsaget af den dårlige samvittighed. Tankerne om at man ikke er god nok. Tanker om hvor svag man er, at man nu igen har ladet sig selv i stikken. Tankerne om at man ikke har fortjent det gode det sker. De negative tanker der siger at det er på lånt tid. At det bliver taget fra mig igen før jeg ved af det. At det er universets måde at straffe mig på for min utilstrækkelighed. Det giver sikkert ingen mening, men jeg tror ikke jeg er den eneste der har tænkt sådan. Jeg ved godt at jeg ikke må lade de negative tanker få overtaget men indimellem er det bare for hårdt at kæmpe. Overmagten synes for stor. Skuffen på billedet der viser mit ynkelige forsøg på at skjule mine “tilbagefald” viser med al tydelighed at jeg ikke på et eneste tidspunkt må lade paraderne falde. Alle de negative mønstre ligger lige under overfladen, parate til at slå til hvis jeg giver dem lov.

At finde kræfterne man ikke vidste man havde.

Jeg ved stadig ikke hvor det lykkes mig at finde kræfterne til at trække mig selv op igen. Der må være et eller andet hemmeligt lager et sted jeg ikke kender til. Nogen gange forestiller jeg mig mit indre som en god ridder og en ond ridder der kæmper en evig kamp om at få overtaget. Den gode ridder må være på doping!Jeg kan 2015-10-13 15.41.39ikke komme på andre muligheder. Efter en weekend i helvede skulle tirsdagen fyldes med noget positivt og noget der kunne tage tankerne væk fra alt det sorte. I morges besluttede jeg i hu hej hast at tage til Esbjerg med sønnen der har efterårsferie. Gøre en tur ud af det, købe lidt han havde brug for og klappe fisk ude på Fiskeri og søfartsmuseet. Også selvom det betød at vi skulle køre i bus og tog og ud hvor der var masser af indtryk. I skrivende stund er jeg træt som et helt alderdomshjem og mine skuldre sidder oppe ved ørene.Men jeg føler mig brugt på den rigtige måde. Over 15000 skridt er det ovenikøbet blevet til idag. Jeg har fyldt mit hovede med så meget andet i dag og så mange positive indtryk at der har været meget lidt plads til de andre. De har da været der men hvor de tidligere var RÅB er de nu ved at være reduceret til en hvisken igen. Jeg har en tro på at den gode ridder nok skal vinde den endelige kamp, men et slag af gangen. Vejen frem er at fylde mit liv med kærlighed fremfor had og modvilje. Louise Hay skriver så flot i sin bog “Helbred dit liv” at man først endelig er fri den dag man kan tilgive de mennesker der har gjort så meget skade på ens person. Jeg tror hun har fat i noget rigtigt, det svære er bare at nå frem til tilgivelsen, og faktisk mene det. Jeg har erkendt at jeg er i færd med en proces det vil gøre godt men også gøre ondt. På trods af mine “sorte huller” har jeg en underliggende tro på at det nok skal lykkes. Det svære for mig er at erkende at jeg vil træde ved siden af, at jeg vil give mine indre dæmoner for meget magt i perioder. Jeg har svært ved at acceptere min egen svaghed og det er endnu en ting der skal arbejdes på.

love rikke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *