Arene efter depressionen

Så blev det 2017! Et helt nyt år med nye muligheder og for første gang i mange år har jeg budt året velkommen med en fantastisk mavefornemmelse. En fornemmelse af at i år bliver et fantastisk år med udvikling, nye muligheder og masser af positive oplevelser. Jeg har på min Facebook-side lagt lidt op til at dette første indlæg i det nye år, ville være et positivt et. Det håber jeg også du vil opleve at det faktisk er når du har læst det til ende. For i dette indlæg vil jeg tage fat på en af de udfordringer der er ved at have været hårdt ramt og stadig have psykiske udfordringer. Jeg vil dog gøre mit til at plaske indlægget til i  gå-på-mod og en masse positiv energi. For det er sådan jeg har det mens jeg skriver det.

De fleste ved i dag hvad depression det er for noget. De fleste ved også at man kan få det i forskellige grader og dem der har været eller er ramt ved at en svær depression kan få selv de mest velovervejede mennesker til at drømme om at lægge sig på togskinnerne og få det overstået. De færreste mennesker ved dog at en svær depression efterfølgende kan give mén. Nogle mén som man kan arbejde med og nogle der sidder som usynligt arvæv på tilværelsen bagefter. Små skader i hjernen. Når depressionen desuden er blot en af en række af psykiske udfordringer så bliver det noget af en opgave.  Sådan en ”souvenir” fik jeg ufrivilligt med mig hjem efter min indlæggelse på Psykiatrisk Hospital i Hviding, i form af koncentrationsbesvær, manglende evne til at planlægge, dårlig hukommelse og en ”fejl” der gør at jeg indimellem vælger de forkerte ord. Nogle minder er desuden slettet framin hjerne.

Da depressionen slap sit tag i mig var jeg lettet. Samtidig havde jeg en følelse af at have løbet et maraton hver eneste dag i det halve år den virkelig havde haft sit tag i mig. Det lyder måske mærkeligt, men jeg skulle lære at fungere igen og det var først nu at kampen virkelig gik ind for at få overtaget over de udfordringer jeg havde. For det har været en kamp. Jeg har råbt og skreget, jeg har stampet i gulvet som en 3 årig og jeg har grædt en masse tårer ned i utallige puder. Det var i lang tid, meget svært for mig at acceptere at jeg havde min intelligens (tests viste at min IQ var intakt) men rammerne skulle redefineres. Jeg kunne ikke fordybe mig i ting på samme måde mere, min hjerne blev alt for hurtigt træt og det var svært at holde koncentrationen.

 

”Skat, sætter du lige din cykel ud på køkkenbordet?”

Jeg kan forestille mig at overskriften får dig til at trække på smilebåndet, for den effekt har den på mig. Men ikke desto mindre er den blot et af mange eksempler på ting jeg har sagt. (Det skulle have været ”madkasse” og ikke ”cykel” ) Kort tid efter min hjemkomst lagde jeg mærke til at de ord jeg tænkte ikke altid var de ord der kom ud af min mund. Det var som om der et eller andet sted fra den tænkte tanke og til ordene kom ud af min mund, opstod et kaos der lavede rod i biblioteket og fandt et andet ord frem. I starten gjorde det mig bange. Hvad var det der skete med min hjerne? I starten var det næsten dagligt at der var en eller flere smuttere. Det kunne gå ud over hele sætninger og min frustration gjorde det ikke bedre. I tidens løb og i takt med at jeg har arbejdet med min psyke og min hjerne er det blevet bedre. Jeg er nået til en erkendelse af at det desværre er noget jeg har med mig som et evigt minde om en hård tid. Min søn har så fint et udtryk for det: ”Mor det er ligesom mine spil. Indimellem er der en ”glitch” (fejl i programmeringskoden) men spillet er jo megagodt alligevel”. Det er ikke dagligt mere men det forværres når jeg er træt eller presset. Jeg kan høre at det er galt med det samme og det har da givet anledning til meget sjov, trods alt.

 

Det er ikke fordi jeg ikke hører efter men…

Mere problematisk har det vist sig at være med min påvirkede korttidshukommelse. Når jeg har spurgt om den samme ting 2 eller 3 gange fordi jeg har glemt det svar jeg fik de andre gange, ca. 2 minutter tidligere. Eller når jeg har bedt min søn om at børste tænder lige efter at han har børstet dem, fordi jeg har glemt at jeg har bedt ham gøre det en gang. Det har skabt frustrationer særligt hos min familie da mine hukommelsesproblemer har virket som manglende interesse eller deltagelse. Når jeg var nødt til at læse den samme side 2 gange fordi jeg kun opfattede halvdelen af det jeg læste første gang. Når jeg tjekkede om jeg havde låst yderdøren for 3. gang fordi jeg ikke kunne huske om jeg havde låst den. Måske små ting i sig selv, men tilsammen føltes det som et ocean af forhindringer og tårnhøje mure jeg skulle forcere. Jeg har altid været stolt over min hjerne. Min intelligens. At den pludselig begyndte at svigte mig skræmte mig fra vid og sans. At de små ting man egentlig har taget for givet pludselig føltes næsten umulige skabte en sorg og en vrede som jeg længe ikke formåede at bruge til noget konstruktivt.

 

Harry Potter, Kryds-og-tværser og en sød pige der hedder Maria.

De sidste 5-6 år har jeg knoklet på for at styrke mig selv og min hjerne. Jeg nægtede dengang at acceptere tingenes tilstand og et dagligt arbejde med det har da også givet pote. Da jeg begyndte at læse godnathistorie for min søn kunne jeg kun magte få sider før min hjerne lukkede ned af træthed. De få sider blev til lidt flere sider og når der læses højt om aftenen i dag så er det 20-30 sider. Harry Potter sluges kapitel for kapitel og jeg kan nu huske hvad det er jeg har læst. Hver morgen løser jeg en eller flere kryds-og-tværser af varierende sværhedsgrad. Nogle gange en sudoku. Jeg læser nyt stof hver dag. Jeg skriver lidt hver dag. Jeg lærer hver dag. Bid for bid bliver min koncentrationsevne bedre og min hjerne trættes mindre. Det kræver dog vedholdenhed. Har jeg et par dage forsømt mine ”lektier” så er det allerede en lille smule sværere. Dette kommer indimellem i konflikt med ”manglende evne til at tage initiativ”som en af ”bivirkningerne” ved skizofreni så fint hedder. Også planlægning og overblik arbejdes der hårdt med. Til dette formål har jeg fået en sød kontaktperson der kommer en gang om ugen og planlægger den kommende uge sammen med mig. Vi gennemgår ugen der gik. Hvad gik godt og hvad var svært. Hvordan kan vi planlægge min tid så jeg ikke føler jeg drukner, særligt i de uger hvor der er mange lægeaftaler eller undersøgelser. Den del føler jeg kører så godt nu at dagene med støtte er talte. Jeg bliver aldrig 100% igen. Jeg tror på at jeg nok skal få smidt mine diagnoser, men jeg vil altid have sårbarheden og arene og ved du hvad? Det er faktisk okay. Hvis der er noget jeg har fået ud af at skulle kæmpe mine kampe så er det at jeg har fået lov at mærke hvor stærk jeg også kan være. Jeg løber mit eget mentale maraton hver dag fordi det giver mening og fordi det skridt for skridt bringer mig tættere på mine mål. For på trods af skizofreniens skygger, PTSD’ens mareridt, angstens kolde sved og depressionens ar så kan og vil jeg komme ud på den anden side.

love rikke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *